Software-virksomheden ClearContract vil gøre op med den manuelle gennemgang af kontrakter

Arbejdsdagen for en erhvervsjurist byder ofte på talrige gennemgange af aftaler, virksomheder indgår med deres samarbejdspartnere. De manuelle gennemgange fører dog ofte både til fejl og oversete detaljer og kan ende med at gøre en virksomheds juridiske afdeling til en flaskehals. Dét vil StartupLab-virksomheden ClearContract nu gøre op med ved hjælp af deres AI-drevne værktøj, der skaber en win-win situation for både jurister og virksomheder.

Med en værdifuld erfaring fra landets førende juridiske afdelinger og en baggrund som erhvervsjurist, fandt Christian Lambertsen i 2022 inspirationen til at plante det første frø til udviklingen af en AI-drevet teknologi, der optimerer juristers manuelle arbejde i forbindelse med gennemgangen af aftaler. Dét blev senere grundstenen til StartupLab-virksomheden ClearContract, hvis teknologi på mindre end ét minut kan identificere de manglende eller afvigende klausuler i en kontrakt.

Ifølge Christian Lambertsen har hans produkt adskillige fordele for både jurister og virksomheder. For det første frigør teknologien nemlig væsentlig tid for brugere, som i stedet kan rette deres fokus mod andre vigtige kerneopgaver. Derudover fremhæver Christian ligeledes, hvordan hans produkt også hjælper virksomheder med at mindske deres juridiske risiko: "Når risikoen mindskes for, at aftaler bliver indgået med manglende klausuler, eller dårlige bestemmelser, reducerer virksomheder også deres juridiske risiko" siger Christian, og forklarer, hvordan dette resulterer i en win-win-situation for både juristen og virksomheden.

Indtil videre har Christian Lambertsen kunnet bevidne en særdeles positiv respons på sit produkt og er mange gange blevet bekræftet i, hvor stor en forskel, teknologien gør for virksomheder, der bruger den.

Dog har Christian som solofounder også selv haft alle hatte på, hvilket betyder, at han selv har skullet stå i spidsen for alt fra produktudvikling og programmering til marketing og bogføring. Af den grund har Christian nu ledt efter en co-founder, så han kan udvide sit team med endnu en dygtig ildsjæl. Og i takt med dette udtrykker han en dyb taknemmelighed over for den voksende interesse for hans virksomhed: "At andre mennesker gerne vil involvere sig i mit hjertebarn, er i sig selv en kæmpe sejr," siger han med en tydelig begejstring.

De næste seks måneder bliver ifølge Christian helt afgørende for ClearContract. De første betalende kunder vil nemlig blive onboardet og de første medarbejdere vil blive ansat. Derfor er han meget taknemmelig for at være blevet en del af INCUBA, hvor han siden marts 2024 har haft sin base i INCUBA StartupLab:

”Jeg sidder, for det første, billigt i 12 måneder i et lukket, møbleret kontor i moderne faciliteter med reception og mødelokaler til rådighed. Der findes faktisk ikke et bedre tilbud på markedet lige nu for startups,” udtaler Christian med et smil på læben.

Han uddyber yderligere fordelene ved sin virksomheds nye hjem: ”Det er flinke mennesker, der går op i din virksomhed og vil have dig til at lykkes. I INCUBA kan man få god sparring både fra mentorerne, der er tilknyttet INCUBA, men også fra de andre virksomheder, man møder på gangene. Der opstår nogle åbenlyse synergier, når man samler så mange virksomheder under samme tag. Og derudover er INCUBA også meget professionelt drevet, hvorfor man som startup, der tidligere har haft adresse på sit hjemmekontor, pludselig kan føle sig mere etableret og få nogle gode fysiske rammer for sin virksomhed.”


Læs meget mere om ClearContract her og prøv deres teknologi gratis

Founder af ClearContract Christian Lambertsen

Lær mere om lokaler til leje i Århus